MENU LUK

TIL DE LEVENDE

Fra Ensemble Ensembles musikteater-koncert ’Sange om Sorg’ – Østerbros Teater 2018

Til de levende

1) I lægger mig med dagens varme

i jordens kolde mørke arme.

Jeg ser på jeres våde kinder,

der spejler alle vores minder.

2) Jeg ligger under dagens varme

i jordens kolde mørke arme

med alle mine talte dage

mens I står levende tilbage.

Så langt fra liv og trygge rutiner.

Så tæt på evige ensomme timer

der bare går mod ingenting.

 

3) I sidder under solens varme

i dagens lyse stærke arme.

Jeg hvisker fra de talte dage,

hold fast i dem I har tilbage

ASSISTENS

Fra Ensemble Ensembles musikteater-koncert ’Sange om Sorg’ – Østerbros Teater 2018

1) Kraner hamrer på din pande,

tanker hopper ud af takt.

Blå sirener skubber kroppen

mod den mørke kælderskakt.

Og du klamrer dig til livet

mens du vakler som en fuld –

indtil travle fortovsulve

hidsigt puster dig omkuld.

Byen sparker stresset til din eksistens

men så står du pluds’lig foran Assistens…

 

2) Kugler brænder bag dit øje,

krige hamrer på din dør

men at åbne for sin næste

er der ingen mer’ der tør.

Og du famler efter modet

mens du fabler om et håb –

indtil nye kugler drukner

dine styrkeløse råb.

Verden sparker stresset til din eksistens

men så står du pluds’lig foran Assistens…

Omkvæd
Bag den gamle tunge låge

damper krigen af som tåge.

Pulsen falder skridt for skridt

indtil tanken ånder frit.

Her er ingen verdens fjender

mellem marmorengles vinger –

og et sted fra evigheden

hvisker stemmer; pas på freden.

3) Dage går med verdens plager,

men’skers nød tar’ kvælertag

mens du slår dig selv i hov’det

med moralske kølleslag.

Men du glemmer midt i kampen

at det har en konsekvens;

det du aldrig får tilbage,

er den tid der går imens.

Tiden løber stille med din eksistens

men så står du pluds’lig foran Assistens…

 

Omkvæd
Bag den gamle tunge låge

damper smerten af som tåge.

Pulsen falder skridt for skridt

indtil tanken ånder frit.

Og et sted fra evigheden

minder stemmer dig om freden

mens de hvisker og forsvinder;

pas på dine englevinger.

Gå til tekstforfatter

Gå til teater