1 I har født mig som prinsesse, jeg er tidens lille gud. Hvis jeg rynker på min næse, ryger legetøjet ud. I har tro på min finesse, jeg er døbt i hellig the og mit navn det har jeg fået efter schweizisk alpesne.

Jeg går kun i kernelæder fra en økoged på fyn. Og min morgenmad på sengen er sauteret havregryn. Jeg er særlig, jeg er special’, jeg er nærmest genial. Jeg ka’ slå en streg i hæftet uden’ at bruge lineal!

Og I sir’ jeg kun er slem i en gruppe sam’ med fem Det’ da klart; hva’ faen ska jeg med dem?!

For jeg klatrer i mit eget reb, jeg får kvalme af et fællesskab. Jeg har ikke brug for held – for jeg hviler i mig selv!

2 Jeg må ik’ få parabener, det er farligt for min krop. Så I smør mig ind i skummet fra en knækket bølgetop. Jeg er særlig, jeg er special’, jeg er nærmest genial, har i hvisket mig i øret, helt fra jeg var lille af.

I har sagt jeg er en stjerne ligesom dem fra USA. At jeg klart har potentiale til at blive stor en dag. I har meldt mig ind i MENSA, min profil er helt perfekt. Jeg er klog og bleg og barnlig og jeg virker lidt suspekt!

Og I sir’ med mit talent, ka’ jeg faktisk bli’ student. Hold dog op; jeg ska’ være præsident!

For jeg klatrer i mit eget reb, jeg får kvalme af et fællesskab. Jeg har ikke brug for held – for jeg hviler i mig selv!

3 Men nu sidder I dernede efter første skoledag, med en pædagog som siger, hun er sikker i sin sag. Jeg er ikke særlig special’ eller særlig genial bar’ en usympatisk lille egoistisk psykopat!

For hun sir’ jeg er forstyrret, når jeg tæver Karl-Emil. At jeg ik’ har ret til selvtægt, hvis han tar’ mit puslespil! Og jeg ødelægger timen, når jeg smider alt jeg har og raserer hele klassen, hvis jeg ser vi får vikar!

Og hun sir’ jeg kræver flid. Pædagogisk ene-tid. Hold da kæft; hun forstår jo ik’ en skid!

For jeg klatrer i mit eget reb, jeg får kvalme af et fællesskab. Jeg har ikke brug for held – for jeg hviler i mig selv!

4 I har født mig som prinsesse og nu sidder I ved gud med en soya-kiks i munden og ser ligeglade ud. Det var mig I kaldte special’ helt uhyg’lig genial og nu skal jeg være heldig, hvis man kalder mig normal!

Men det varer ikke længe, før I trænger til pension og så er jeg blevet voksen med politisk ambition. Det er slut med efterlønnen, I er uden mad og job og så må I spise skummet af en knækket bølgetop!

For som stemplet psykopat og minister kandidat er det slut; der bliver’ ingen velfærdsstat!

For nu strammer jeg det løse reb mens jeg skider på et fællesskab. I får brug for jeres held – for nu har i kun jer selv!

1 Dumme dukke. Fede krukke. Lede luder – fuld af sludder. Stemmer indeni fører altid krig. Sorgen slider indeni.

2 By i flammer. Kroppe brænder. Børn der skriger ”mor befri mig!” Men din egen krig drukner deres skrig. Sorgen raser indeni.

3 Fra forstanden – Selve Fanden. Klamme kryster. svinske lyster. Snot forkælet barn. Et uelsket skarn. Sorgen snor dig i sit garn.

4 By i flammer. Kroppe brænder. Magten bider. Mænd der lider. Men’sker dør i krig. du dør indeni. Så er sorgen da forbi.